Yin Yoga er en fantastisk, givende og helende yogapraksis – helt objektivt betragtet naturligvis 🙂
Den er en komplementær yogapraksis til mere aktive yogaformer, bevægelse og et travlt liv. For den sags skyld.
En praksis, der inviterer dig til at bremse op
Yin yoga er i sin kerne en enkel praksis. Den består af en række siddende og liggende stillinger, hvor du undersøgende finder ind i en stilling til en mild eller moderat fornemmelse i kroppen. Stillingen holdes i længere tid – typisk 2 til 5 minutter – mens du sidder relativt stille med afspændte muskler. Herefter bevæger du dig langsomt ud igen og mærker efterklangen eller effekten af den øvelse, du lige har lavet.
Det lyder måske simpelt, men det er netop i denne enkelhed, at magien ligger.
Yin yoga er ikke en yogastil, der kræver fysisk styrke eller fleksibilitet. Det er en praksis, der kræver tålmodighed, nærvær og åbenhed – kvaliteter, som vi ofte glemmer at dyrke i vores travle hverdag.
Hvordan adskiller Yin Yoga sig fra andre yogastilarter?
Yin yogastillingerne ligner mange af de klassiske stillinger, du måske kender fra mere dynamiske yogaformer. Det er måden, stillingerne udføres på, der gør forskellen.
I mere aktive yogaformer – som vi under en hat kan kalde Yang yoga – er fokuset på dynamiske og gentagende bevægelser, der strækker og styrker musklerne.
Yin yoga derimod arbejder med passive stillinger, hvor musklerne er afspændte, og hvor vi i stedet retter opmærksomheden mod kroppens dybere lag: bindevævet og leddene.
Derfor er Yin Yoga en gave til et travlt liv
Vi lever i en tid, hvor vi konstant er på farten. Vi hylder aktivitet, præstation og hurtighed. Yin yoga er en praksis hvor vi bevidst give os selv lov til at bremse op, mærke indad og lade kroppen hvile
Yin yoga er netop en mulighed for at pausere, reflektere og genoprette balancen i et liv, der ofte føles overvældende. Det er en praksis, der minder os om, at det er okay at være langsom. Okay at lytte til kroppen. Okay at give slip.
Prøv det selv
Hvis du aldrig har prøvet Yin yoga før, kan det føles lidt usædvanligt at holde en stilling i så lang tid.
Men prøv at give det en chance.
Start med en enkel stilling som Siddende sommerfugl (siddende med fødderne mod hinanden og bøj overkroppen frem i en foroverbøjning).
🌱 Hold stillingen i 2-3 minutter, og mærk, hvordan din krop reagerer.
🌱 Mærk, hvordan dit sind måske bliver roligere.
🌱 Mærk, hvordan du langsomt finder ind i et rum af mere ro og nærvær.
Yin yoga er ikke bare en yogastil.
Yin Yoga er en invitation til at genopdage dig selv – på en dyb og enkel måde.

