Del indlægget

Hvad er Yin Yoga?

Yin yoga er en fantastisk, givende og helende  yogapraksis – helt objektivt betragtet naturligvis. 

Yin yoga er en komplementær yogapraksis til de mere aktive yogastilarter og andre aktive former for bevægelse, for den sags skyld. 

Yin Yoga er i sin kerne en enkel praksis, der kan beskrives sådan:

  • Yin Yoga er en fysisk yogapraksis, der består af en række siddende og liggende stillinger.

  • Det er en langsom yogaform, hvor man undersøgende finder ind i en stilling til en mild/moderat fornemmelse i kroppen.

  • Stillingen holdes i længere tid – typisk 2 – 5 min. hvor man sidder relativt stille med afspændte muskler. 

  • Herefter bevæger man sig langsom ud igen og mærker efterklangen eller effekten af den øvelse man lige har lavet.

 

Yin yoga stillingerne ligner mange af de klassiske stillinger du finder i f.eks. Hatha-, vinyasa- og flowyoga – aktive yogaformer vi under en hat kan kalde for Yang yoga. Det er måde de udføres på, der er forskellig og som gør forskellen.  

Yin og Yang – et spørgsmål om balance

Det er lidt svært at beskrive Yin yoga uden at have en basisforståelse af begreberne Yin og Yang. Du kender måske symbolet for Yin/Yang (se nedenfor), som egentlig beskriver det meget godt. Der er en mørk side, der symbolisere yin og en lys, der symbolisere yang. Hvor der er yin, er der også altid yang og omvendt. Det er vist som den lille prik af lys i det mørke og mørke i det lyse. Yin er altid ved at blive til yang og omvendt. Det er vist med spiralerne: mørke bliver til lys og lys til mørke i en evig bevægelse.

De to dele er tilsammen en helhed og hinandens modsætning og forudsætning. Du kan altså kun opleve lys, fordi der er mørke, kun kulde, fordi du kender varme, kun nat, fordi der er dag osv. Vi har brug for begge dele og det handler om at balancere de to dele i alt, hvad vi gør.

Yin og Yang kvaliteter

Yin
langsom, passiv, accepterende, væren, mørk, kølig, dyb, måne, nat, vinter, introvert, reflekterende, hvile, observerende, åben, parasympatisk nervesystem, søvn

Yang
hurtig, aktiv, gøren, lys, varm, overfladisk, sol, dag, sommer, ekstrovert, handle, vækst, arbejde, fokuseret, præstation, sympatisk nervesystem, vågen

Et eksempel på, hvordan vi balancere yin og yang: hvis du sidder og fryser på en kold vinterdag (Yin), så kan du balancere kulden ved at tilføre noget varme (Yang) f.eks. i form af noget varmt at drikke, et tæppe eller bevægelse.

Helt pjattede med Yang

Hvis du kigger på boksen med Yin og Yang kvaliteter vil du sandsynligvis føle dig mest tiltrukket af de ord, der er under yang. Vi er nemlig helt pjattede med yang kvaliteter i vores samfund og i den vestlige del af verden. Det er i hvert fald ofte dem, der hyldes og dem du får ros for af din chef og i skolen, hvis ikke jeg tager meget fejl.

Vi bliver sjældent belønnet for yin kvaliteter som at være langsom, observerende, stille og god til at holde pauser. Yang kvaliteter er ikke bedre end yin kvaliteter eller omvendt. De er gode sammen og i balance. Når det tipper for meget til den ene side i for lang tid opstår ubalancerne. 

Overvægt af Yang, kræver Yin (yoga)

De fleste af os lever liv med overvægt af yang, bare fordi vi lever i den del af verden vi gør, og har indrettet et samfund, hvor vækst og præstation er dyder som vi hylder – hvile og væren, knap så meget.

Som sagt, intet galt med hverken vækst, travlhed og præstation, men det enøjede fokus kaster mange af os ud i ubalancer, hvor vores krop, nervesystem og sind bliver overophedet og sender os ud i stress, angst og sygdom. 

Men hvorfor ikke tage ansvar for din egen yin-yangbalance FØR ubalancerne bliver så store at de sætter sig som for højt blodtryk, stress, dårlig koncentration osv?

Hvorfor ikke vælge at hjælpe din krop og dit sind med at holde balancen på en mere, ja, balanceret og bæredygtig måde ved simpelthen at tilføre mere yin i dit liv?

Yin Yoga VS. Yang Yoga

Hvis vi zoomer ind på forskellige yogastilarter og ser dem gennem en yin/yang linse kan hjælpe med at forstå forskellene og kvaliteterne ved de forskellige typer af praksisser. Yin og yang er relative begreber, og at alting er yin eller yang i forhold til noget andet, og altså ikke i sig selv. Der findes altså flere typer yoga, der er yin i deres natur relativt i forhold til typer, der er mere yang af natur. Der er altså ikke noget der er yin eller yang i sig selv, men altid i relation til noget andet. Yin yoga, yoganidra, restorativ yoga er yin i relation til mere dynamiske yogaformer som astanga, vinyasa og flow yoga, hvor fokus er på dynamiske og gentagende bevægelser, der strækker og styrker muskler. Fordi muskler elsker den type bevægelse kaldes det for yangvæv.

Yin yoga har fokus på passive (afspændte muskler) og længerevarende hold, der har til formål at påvirke kroppens bindevæv og led, der, fordi denne type væv reagere på lange dybe stræk og kompression kaldes for yinvæv

Yin- og Yang Yoga har altså hver deres fokus og bevægemønster og skal derfor ses som et komplement til hinanden.   

Yin Yoga for bedre balance

Nu ved du lidt om, hvad yang er, og hvad yin er og forhåbentlig forstår, hvor vigtigt det er at balancere de to dele. Der er mange måder, at få mere yin ind i dit liv på, men jeg vil selvfølgelig foreslå Yin Yoga 🙂

Yin yoga er en dyb, langsom og meditativ yogapraksis, der har stor effekt på din fysiske og energetiske krop. Har stor effekt på dit sind og din måde at være i livet på. 

Yin Yoga for din fysiske krop

Fysisk er Yin Yoga designet til, på en sikker måde,  at påføre dit dybe bindevæv omkring dine muskler og dine led en passende mængde stress, der holder vævet hydreret, robust og fleksibelt, så du bevarer – eller genfinder – din mobilitet.       

Yin Yoga for din energikrop

Alle former for yoga arbejder med energi og med at få energien til at flyde frit i kroppen. I yogatraditionen kaldes denne livsenergi for Prana, i Traditionel Kinesisk Medicin (TCM) kaldes det for Chi. Yin Yogaen bygger på yin/yangteorien og meridianteorien, der kommer fra TCM og derfor arbejder man her med Chi og meridianbaner i Yin Yoga.

Der er forskellige teorier om, at der er en sammenhæng mellem vores bindevæv og kroppens energisystem (meridianbaner) og i det lys giver det god mening at arbejde med det dybe bindevæv f.eks. gennem Yin Yoga for at få et balanceret energiflow i kroppen. 

Min erfaring med energi er, at det er svært at beskrive med ord og dermed let at afvise intellektuelt. Altså, hvis det ikke lige var fordi, at det var ret nemt at mærke, opleve og erfarer.

Så nej, vi kan ikke nødvendigvis måle og veje Chi (endnu), men vi kan helt sikkert opleve og mærke det, hvilket du gør hver eneste dag og hele tiden. Disse oplevelser afspejles f.eks. i vores sprog med udtryk som: ”Jeg er helt flad”, ”Jeg er drænes for energi”, ”Jeg er helt oppe at flyve”. Alle sammen sætninger, der siger noget om vores energiniveau og energiretning. Vi kender altså godt følelsen af at have lidt eller meget energi, af at være oppe eller nede.

Lidt forenklet kan man sige, at i de fleste sundhedssystemer, der arbejder med energi (yoga, Qi Gong, Tai Chi, akupunktur osv.) prøver man at skabe balance eller harmoni i energien, så den rette mængde energi flyder frit og harmonisk gennem hele kroppen. Energi kan stagnere, være blokeret, være i overskud eller i underskud og det er forenklet sagt, det, der giver ubalance og dermed sygdom.

”Hvis energien flyder frit, ingen smerte. Hvis energien ikke flyder, smerte”

Yin Yoga for dit sind

En Yin Yoga praksis kan være som en lang meditation. En stund, hvor din krop er stille og alting indeni dig derfor har mulighed for at træde tydeligere frem – både signaler fra kroppen, følelser og tanker. Det er en mulighed for at træne dit yinsind. Din mulighed for at øve dig i yinkvaliteter som åbenhed, modtagelighed, accept, tålmodighed og nærvær. 

Indrømmet, det er ikke altid let at sidde der med sig selv og måske mærke det vi har brugt lang tid på at kigge væk fra, måske endda undgå. På den anden side er det den mest helende praksis jeg kender. Når du kan rumme dig selv med fred og kærlig omsorg, begynder du at give slip på de helt dybe spændinger i krop, sind og ånd og du kan rumme hele verden på samme måde 🙂

Prøv Yin Yoga

I videoen herunder kan du lade dig guide gennem en enkelt Yin Yoga stilling og mærke effekten på egen krop.  

Velkomstgave!

40 minutter Yin Yoga og meditation i 2 videoer

Meld dig til mit nyhedsbrev og få 2 gratis videoer med Yin Yoga og meditation.

Velkomstgave til dig!

40 minutter Yin Yoga og meditation i 2 videoer

Meld dig til mit nyhedsbrev, hvor jeg deler min viden om yoga - og prøv Yin Yoga og meditation derhjemme med det samme.