Del indlægget

Er du begyndt at spire?

På torsdag den 20. marts er der forårsjævndøgn. Dette er døgnet, hvor nat og dag er lige lange og markerer midten mellem den korteste dag (vintersolhverv) og den længste (sommersolhverv). Fra d. 21. vender det; lyset tager til, og dagene bliver længere og længere.

Dette varsler forårets komme og skiftet ud af vinterens dvaletilstand, mørke, kulde og dybe yin-natur. Naturen begynder rejsen mod lys, varme, aktivitet og dermed mere yang-energi.

Forårets energi er kraftfuld og opadgående. I kinesisk medicin er denne energi og årstid forbundet med Træ-elementet, og det er netop Træ-elementets energi, der giver kraft til naturens opvågnen, vækst og skabertrang. Det er Træ-energien, der får frø, der har ligget i dvale hele vinteren, til at spire og bryde op igennem jord, revner og sprækker. Liv, der vil op og ud. Knopper på buske og træer, der tager form og begynder at skyde og udfolde sig i takt med det tiltagende lys og varme. Det er skiftet fra Vand-elementets formløse potentiale til Træ-elementets manifestation og form.

“Som det er rundt om os, således også indeni os”, er filosofien i taoismen og kinesisk medicin. Kan du mærke din egen energi begynde at spire i takt med naturen? Kan du mærke Træ-elementet trække i dig? Måske en lyst til at være mere ude? En lyst til, at noget nyt skal ske? Foråret er begyndelsernes tid – her, hvor ideer og drømme trækkes ud af vinterens hvile og modning og ind i verden, ind i fysisk form. Her, hvor processen med at give det formløse form tager til.

Mærker du det? Fornemmer du ideerne og lysten til at skabe, være kreativ og sætte nyt i verden? Det er dit Træ-element, der vågner og gør sig klar til en ny cyklus, en ny begyndelse.

Hvis du mærker Træ-elementet trække i dig og at du kunne bruge lidt hjælp til at finde balancen gennem foråret, holder jeg workshop lørdag den 5. april kl. 10.00-13.00 om netop det. Her dykker vi dybere ned i Træ-elementets energi og arbejder med teknikker som yin yoga og zoneterapi for at støtte din krop og sind igennem denne årstid.

> Læs mere om og tilmeld dig workshoppen “Forårsboost med Yin og Zoneterapi”

Overgangen fra Vand til Træ kan give uro

For mig kan denne overgang fra vinter til forår, fra Vand til Træ, give lidt indre uro. En tid, hvor jeg står mellem en lille modvilje mod at forlade min vinterhule og den dvale, hvile og dybe indadvendthed, som jeg elsker så højt, samtidig med at jeg også mærker lyset, udadvendtheden og handlekraften trække i mig. Mærker, at yin og yang begynder at skifte plads. Mærker yang stille og roligt tage mere og mere kraft og sender energien op. Inviterer til mere bevægelse, leg, kreativitet og skabelse.

Jeg håber, du har givet dig selv tid til ekstra hvile og refleksion i løbet af vinteren. Har næret dig selv og din grundenergi. Har plejet dit vand-element i løbet af vinteren, så du er klar til foråret. Klar til at danse med Træs kraftfulde energi. En energi, hvis den er i balance, viser sig som tydelig retning, gode planlægnings- og beslutningsevner. Evnen til at vælge vist og balanceret mellem alle de ideer, der spirer. Vælge til og fra og planlægge vejen til at give det tilvalgte form.

Hold balancen i overgangen med yin yoga

I yogaen og i kinesisk medicin bruger vi forskellige metoder til at balancere vores vitalenergi, også kaldet chi (i kinesisk medicin) eller prana (i yogaen). I yin yoga kan vi bruge de enkelte stillinger til at stimulere forskellige dele af kroppen, herunder også kroppens meridianbaner. Meridianbaner er særlige kanaler i kroppen, som vores vitalenergi løber igennem. Det er den energi og de baner, man arbejder med i f.eks. akupunktur, men også det energisystem og de baner, jeg arbejder særligt med i yin yoga og i mine zoneterapibehandlinger for at skabe harmoni og balance.

Hver stilling stimulerer en eller flere af kroppens meridianbaner og kan derfor bruges som en måde at stimulere flowet af chi igennem banerne og kroppen. Skåret helt ind til benet ser man i kinesisk medicin på sundhed og sygdom sådan her: Uden fri strømning, smerte; med fri strømning, ingen smerte. Altså er et frit og jævnt flow af chi gennem kroppen essentielt for vores sundhed, og derfor så meget fokus på netop chi og flow i kinesisk medicin.

Yin stilling for Lever og Galdeblære

Jeg elsker enkelheden i yin yoga og hvor langt og hvor store skift, man kan skabe med bare en enkelt stilling. Herunder finder du en video, hvor jeg guider en stilling, som er særlig gavnlig i forhold til at stimulere din lever- og galdeblæremeridianer og dermed dit træ-element. Prøv denne praksis og mærk, hvilken forskel det kan gøre i din krop og for din energi.

Stabilitet og fleksibilitet med yin yoga

Vi vil gerne have et træ-element, der både har dybe rødder og fleksible, stærke grene. Vi vil altså gerne både have god jordforbindelse, så vi står solidt og godt plantet i os selv samtidig med, at vi rækker ud og bevæger os frem mod det, vi ønsker os i livet. At vi er fleksible nok til at kunne bøje og bevæge os uden at knække.

I vores yin praksis har vi altid fokus på vores rødder og jordforbindelse. Vi praktiserer tæt på jorden og bruger tyngdekraften som vores ven og hjælper i stillingerne. Vi arbejder samtidig med fleksibilitet via længere holdte stræk og kompression for helt blidt at stresse og styrke f.eks. vores led, sener og bindevæv. For at skabe frihed, plads og flow i kroppen, hvilket alt sammen er balancerende for dit træ-element.

Ryst dig til frit og jævnt chiflow

Træ-elementet og herunder særligt din Lever har som en af sine hovedopgaver at sørge for, at den chi, vi har, bevæger sig i et frit og jævnt flow igennem kroppen og ud til alle dine organer. For at understøtte den proces og give en mere helstøbt leverstimulerende oplevelse kan du prøve før eller efter Dragonfly (yin stillingen i videoen) at ryste kroppen.

Sådan ryster du
Stå med lidt afstand i mellem fødderne og begynd at ryste arme og hænder. Lad kroppen være så blød som muligt. Bøj i knæene og begynd også at bevæge og ryste ben, krop og hoved. Hele kroppen. Ryste, ryste, ryste. Bliv ved et par minutter eller mere. Stå stille og mærk effekten i kroppen. Mærk flowet indeni.

Velkomstgave!

40 minutter Yin Yoga og meditation i 2 videoer

Meld dig til mit nyhedsbrev og få 2 gratis videoer med Yin Yoga og meditation.

Velkomstgave til dig!

40 minutter Yin Yoga og meditation i 2 videoer

Meld dig til mit nyhedsbrev, hvor jeg deler min viden om yoga - og prøv Yin Yoga og meditation derhjemme med det samme.